Unidrenge uskadeliggjort
Skrevet af Jonas Nielsen, man, 01/31/2011 - 01:50AGF 5 – AUS 4: 49 – 40
Det fragmenterede, og sidste år lukningstruede, Serie 2 hold arbejder sig fortsat stille og roligt fremad mod et stabilt og konkurrencedygtigt mandskab sammensat af sprængningsresterne tilsat nyt (aldrende) råt blod indhentet fra Århus Citys mørke gyder og det vilde opland.
I lørdags skulle holdet så, repræsenteret af blot 7 spillere, have en længe ventet hjemmebane-revanche mod bundskraberen i puljen, AUS 4.
Hel hjemmebane var det dog ikke, da slaget skulle slås i hal 2, hvor vi ikke normalt huserer. Denne detalje bliver vi hurtigt enige om, er grunden til en rekordlav score i første periode – AUS får på mere eller mindre uortodoks vis scoret de første 8 point, hvorefter Jonas endelig får skovlet den første i under kurven, og Peter og Jeff følger trop med rene baseline-jumpers og kampens næste 6 point, så vi får udlignet til 8-8.
Vi føler dog, at vi har nogenlunde styr på bogormene, men en pinlig mængde uprovokerede turnovers (heriblandt 3 overtrædelser i streg ved inbound) samt forcerede skud resulterer i den lidet prangende pausestilling: 21-22.
I starten af 3. har vi efterhånden fundet ud af, hvor baglinjen starter, og den dynamiske duo Jeff og Peter sammensætter igen et run på 8-0 de første par minutter.
Det var nok næppe en særligt mindeværdig begivenhed for de få, men trofaste og (næsten) frivilligt fremmødte tilskuere, men vi holder effektivt unidrengene på sølle 5 point i perioden, som ender 37-27 og afrundes af Jonas med en ren midrange 2’er.
I 4. kommer sejren aldrig rigtigt i fare igen. Jonas, der hidtil ikke har haft ”held” med sine relativt frie patenterede venstrehånds-layups, træder i stedet ud igen og sænker 3-4 skud rent, som hjælper til at bevare den komfortable føring.
Nilas, som derimod på dagen glemmer sin coolness, når kan skal skyde, driver og kommer på linjen. Her får han endelig forløsning og indkasserer et point. Patrick gør ham kunststykket efter og kommer også på tavlen.
Vi besejrer ærkerivalerne fra universitetet med de astronomiske cifre 49 – 40.
Trods et angreb, som ofte trængte til kunstigt åndedræt, blev der fightet godt og især Bendik, Nilas og Patrick tog nogle tæsk for holdet i forsvaret. Emil var som sædvanlig en veritabel reboundmaskine, når han var på banen.
Dermed forsvarede vi endnu engang fortet oven på Århus Svømmestadion – nu skal vi bare lige vinde resten!

Tillykke med sejren! :)
Btw her er stats:
Pete: 18
Jonas: 13
Jeff: 12
Bendik: 4
Patrick: 1
Nilas: 1
Tilgiver at dommerpræstationen ikke nævnes i referatet, men at du glemmer den fantastiske tilskueropbakning fra Pete's familie - på fast break begyndte de allerede at juble, når han krydsede midterlinien - er en stor fejl. Faktisk var tilskuerne en større oplevelse end selv kampen
Tror du mener Jeffs familie:) Men ja det er faktisk rigtigt - og helt utilgiveligt at glemme. Til mit forsvar havde jeg jo også travlt med at fumle rundt inde på banen
Indsend kommentar